Overprægning af gamle mønter med nye stempler forekommer en del på Trankebarmønter. Blandt blymønter kendes en del fra Christian 4. og Frederik 3. Blandt kobbermønterne fra Trankebar er den mest kendte overprægning Christian 5. kobberkas med blank bagside, som ofte er slået ovenpå en Frederik 3. kobberkas.
Under Christian 6. forekommer særlig mange overprægninger. Det følgende er en oversigt over de overprægninger fra Christian 6., som jeg hidtil er stødt på.
Det er formentlig samme mønt, der omtales i Uno Barner Jensens katalog som nr. 226. Når mønten i kataloget kaldes en kontramarkeret mønt, kan det skyldes at den foreliggende mønt med DAC har været i dårlig stand, tæret og slidt, så ikke mere af teksten har kunne tydes.
Mønten er pæn og den vejer 2,14 g, hvilket er meget for en Chr. 6. 2 kas. Det er ikke lykkedes at identificere det underliggende præg. Bagsidepræget med as kunne tyde på at være en Fr. 4. 2 kas. Det er mig bekendt den eneste 2 kas, hvor der står kas. Bagsidens C ligner imidlertid ikke det sidste C i DOC, og det midterste bogstav kan ikke være et O. Det er der ikke plads til. Det kunne derimod se ud til at være et A, som i DAC.
Forsiden med noget af en perlerand og en stor bue fra et C som i Chr. 6 udelukker efter min mening at mønten er fra Fr. 4. Alt peger således på en Chr. 6. mønt med perlerand på forsiden. C indenfor perleranden er stort, og selv om kun en del af det er synligt på mønten, så ser C'et ud til at være så stort, at det udelukker en krone over C. 6. På bagsiden skal der sandsynligvis stå DAC. C er tydeligt, A er sandsynligt. Nedenunder DAC skal der stå kas, as er tydeligt. En sådan mønt kendes ikke. Er der mon nogen blandt læserne, som kan hjælpe mig med et forslag til tydning. Efterskrift: Mønten er siden artiklen blev skrevet dukket op. Den er nu kendt som KM nr. 137 og Sieg nr. 55.
På en mønt tilhørende P.E.B. Varmose samt på en af mine egne er det muligt at identificere den underliggende mønt. Det er en hollandsk-indisk kobberkas fra Nagapatam. Nagapatam. Er en tidligere hollandsk koloni, som ligger ca. 40 km syd for Trankebar. Kobberkas fra Nagapatam findes stadig, ligesom Cholamønter ret almindeligt i Trankebar. Se også foto 3.
I vægtmæssigt henseende skiller kas 1731 sig også ud fra andre mønter fra Chr. 6. Vejninger af et begrænset antal Chr. 6. mønter har givet følgende resultat:
4 kas UBJ 213 3,20 g 2 kas UBJ 215 1,67 g 1 kas UBJ 221 + 222 0,80 g
Her er der fin overensstemmelse mellem vægt og nominel værdi. Kobberkas 1731 vejer i gennemsnit af 6 stk. 1,18 g og falder således udenfor den gode overensstemmelse mellem vægt og nominel værdi. Derimod stemmer vægten på kobberkas 1731 godt overens med vægten på Nagapatam kobberkas, gennemsnit af tre stk. 1,21 g
Bergsøe skriver i sin Trankebar-Mønter fra 1895 om sin nr. 86 en Chr. 6 kas 1731 med norsk løve: "Examplaret er præget på en indisk kobbermønt, hvis bogstaver endnu ses til højre for kongecifret". Man kunne få den tanke, at der på et tidspunkt har været mangel på kas mønter i Trankebar. Man har så taget forhåndenværende små kobbermønter og præget dem med stempler til sølvfanoen. Disse stempler har man haft liggende uden at kunne bruge dem, fordi Naiken af Tanjore har sat sig imod, at man slår sølvmønter i Trankebar i 1731. Man har derved klaret en akut mangel på småmønt. Vi må huske at man på denne tid befinder sig i en kaotisk periode for den Danske koloni. Det gamle Dansk Ostindisk Compagnie har givet op og "har frasagt sig al handel" i 1729. Det nye DAC, Dansk Asiatisk Compagnie blev oprettet i 1732.
Den Kgl. Mønt- og medaillesamling har en 1 kas UBJ 222, som ser ud til at være præget på en 1 kas UBJ 224. Selv har jeg et lignende eksemplar samt en 1 kas UBJ 221 som også ser ud til at være præget på en 1 kas UBJ 224. Derudover har jeg tre andre 1 kas fra Christian 6. UBJ 221 og 222 som er præget på andre mønter. Udover disse overprægninger har jeg dobbeltpræg eller overpræg af både 4, 2 og 1 kas fra Christian 6.
Der ser således ud til at være særligt mange overprægninger og dobbeltprægninger fra Trankebar under Christian den Sjette.
Andre Trankebarsamlere har sikkert lignende eller andre overprægede mønter fra Christian 6. eller overprægede blymønter fra Chr. 4. og fr. 3. hvis det er tilfældet, er jeg meget interesseret i at høre om det. Overprægede mønter kan hjælpe med til at bestemme rækkefølge af prægninger og tidspunkt for prægning af udaterede mønter. Oplysninger kan sendes til Olav Sejerøe, Dyssegårdsvej 18, 4320 Lejre.
Tegningerne til trankebarmønterne i artiklen er lånt fra Uno Barner Jensens katalog Trankebarmønter 1978. Forkortelsen UBJ henviser til ovenstående bog. FR henviser til Chr. Funck-Rasmussen, beskrivelse af danske mønter fra Trankebar, 1948.
(NNUM nr 3 april 1983)