Spejlvendt Frederik IV. Trankebarmønt

af Olav Sejerøe

Frederik IV's kas fra Trankebar med sammenskrevet F og 4 er blandt de almindeligste Trankebarmønter. Uno Barner Jensen har i sit katalog "Trankebarmønter" samlet alle varianter med sammenskrevet F og 4 i nr. 208.

Chr. Funck-Rasmussen har de samme kas mønter med under numrene 198 - 202. Funck-Rasmussens opdeling er imidlertid vanskelig at forstå og følge.

Der findes mange varianter af Frederik IV's kas mønt (UBJ nr. 208), så mange at det kan synes uoverskueligt. Hidtil har jeg fundet 20 forskellige stempelvarianter. En af disse skiller sig ud. Det er en mønt hvor DOC på bagsiden er spejlvendt. Man kan også vælge at vende mønten en halv omgang, så DOC bliver retvendt, men så kommer kronen til at stå på hovedet under DOC. Mønten må derfor betragtes som spejlvendt.

Varianter af mønter fra Trankebar med spejlvendte tal og bogstaver er ikke ualmindelige. Det ses på blymønter fra Christian IV og Christian V. På 4 kas kobbermønter fra Christian VI, Christian VII og Frederik VI.

Endelig kan de 4 kas mønter fra Christian VII. og Frederik VI. Hvor fire er skrevet som VI i stedet for IV også betragtes som mønter med spejlvendt skrift.

De mange spejlvendte tal og bogstaver på Trankebarmønter skyldes sikkert at de indiske stempelskærer ikke har været helt fortrolige med de europæiske tal og bogstaver.

(NNUM nr. 3. april 1981)


Tilbage