Jon Olafsson Indiensfarer

af Olav Sejerøe.

Jon Olafsson blev født på Island den 29 august 1596. I 1616 lader han sig indskrive som bøsseskytte i København. Han deltager i nogle rejser til de nordvestlige have med Christian den fjerde. I 1620 gør han tjeneste på Kronborg slot. Om alt dette fortæller han i første bind af sine erindringer : Islænderen Jon Olafssons oplevelser som bøsseskytte under Christian IV, nedskrevet af ham selv.

I andet bind beskriver han sin rejse til Indien. I 1622 rejser han med Christianshafn til Indien. Her gør han tjeneste i godt et år og rejser hjem med Perlen i 1624.

Tilbage på Island som en gammel mand nedskriver han sine erindringer. Disse er den bedste skildring af dagligdagen på skibene, der sejlede på Trankebar og om forholdene i Trankebar under Christian den fjerde. Dette er et kort uddrag af Jon Olafssons erindringer.

Jon Olafsson havde prøvet at komme med, da Ove Gedde i 1618 sejlede med fem skibe til Indien. Det lykkedes ikke, han kunne ikke frigøres fra sin tjeneste. I 1622 er tre af de første skibe kommet tilbage, og Jon Olafsson lyttede interesseret til beretninger om den første rejse.

Da der igen skulle sendes skib til Indien, lod Jon Olafsson sig indskrive til rejsen hos kongens admiral Steen Villumsen. Der aftaltes en gage på 12 gylden (eller rigsdaler) om måneden. Den hævedes til 13 gylden i Indien. Jon Olafsson nævner ikke uden stolthed, at den normale gage var 9 til 10 daler for en bøsseskytte.

Rejsen til Indien foregik med Christianshafn, som rejste fra København den 8. oktober 1622. Udrejsen beskrives udførligt. Man sejlede gennem den engelske kanal. Da skibet nåede Berberiet, (Nordafrika) sejlede man langt til havs og holdt skarp udkig efter eventuelle sørøvere.

Ved Kap det Gode Håb lagde man ind for at få friskt vand og proviantere. Skibet blev halet delvist på land og bunden blev skrabet for skaldyr. Skibet blev også kalfatret fra vandlinien og helt op. Det vil sige, at huller blev tætnet med tovværk, beg og tjære.

Inden afrejsen fra Kap Det Gode Håb nedgravede besætningen en kiste med breve hjem. Over den nedgravede kiste sattes et bræt med C4 og skibets navn, og skibe for hjemgående bedes om at tage brevene med hjem. Det var almindelig skik.

Turen gik videre til Madagaskar, hvor der provianteredes. Fra Madagaskar gik turen op langs Afrikas østkyst. Man sejlede helt op til øen Sokotra ved indsejlingen til det Røde Hav, før der blev drejet østover mod Indien. Her fortæller Jon Olafsson, at det var almindelig skik at stoppe og plyndre arabiske skibe på vej til Indien. Derved har mange Indiensfarer fået stort udbytte.

Skibet lagde ind ved Trinkonomali på Ceylon. Her affyrede man tre kanonskud for at komme i kontakt med Erik Grubbe. Erik Grubbe ønskede ikke at komme frem, men sendte sin tjener Svend Due, som fik nogle fødevarer og noget linned med tilbage.

Erik Grubbe var med på Ove Geddes rejse til Ceylon nogle år tidligere. Han var sendt på en mission til Kejseren af Kandy. Hans mission mislykkedes. Måske derfor, måske af personlige grunde, skjulte han sig på Ceylon. Man har siden søgt efter mønter, lariner, som han skulle have ladet præge med sit eget navn under opholdet på Ceylon.

Christianshafn nåde Trankebar sommeren 1623. Der var ingen havn, så skibet måtte ankre op ud for Trankebar. Små både besørgede trafikken ind til land. Jon Olafsson beretter, at da man en dag skulle i land, så man en søslange mindst 600 alen lang, som spærrede vejen til land. Det gjorde den i to dage, indtil man kastede bævergejl i søen. Denne beretning om søslangen er i dag svær at forstå eller forklare.

Halvdelen af besætningen fra Christianshafn blev beordret i land for at gøre tjeneste som soldater på fæstningen Dansborg, heriblandt Jon Olafsson. Den anden halvdel blev beordret ombord på skibet Vandhunden og sendt på handelstogt til Tenasserim i Burma. Jon Olafsson fortæller, at det var skik, at de, som har været længst i Indien, fik lov til at sejle hjem med de skibe, som først afsejlede. Christianshafn fik fuld last i løbet af sommeren og rejste fra Trankebar den 15 september 1923.

Jon Olafsson blev soldat på Dansborg. Han blev formand for sin Bakke, det vil sige en stue med 7 mand. Den væsentligste opgave var vagttjeneste på fæstningen. Han beskriver udførligt fæstningen, vagttjenesten og dagligdagen. Man fik hver lørdag udbetalt en fano i vaskepenge og ansatte en inder til at vaske tøj. Man betalte gamle indfødte kvinder for at hente vand. Jon Olafsson ansatte en dreng, som sin tjener.

Mange døde på rejserne til og fra Indien, især af skørbug. I Indien døde mange af blodgang (dysentri) og vattersot (nyrelidelse og leversygdomme). Før vinteren 1624 var der 80 mennesker på fæstningen. I løbet af vinteren døde næsten to tredjedele af besætningen, især af blodgang.

De religiøse skikke i Trankebar vakte de nyankomne soldaters nysgerrighed. Jon Olafsson omtaler templerne, tempelfesten, hvor en stor høj vogn trækkes gennem gaderne med guderne. Tempelskøgerne, som danser ved højtiderne, og som til hverdag tjener penge til templet ved at betjene soldater og andet godtfolk.

fig. 1. Jon Olafsson skriver: "Ved midnat bliver en af de 12 guder trukket op ad en gade og ned ad en anden på en vogn ledsaget af fakler, fyrværkeri, dans, basunklang og trommer og al den slags herlighed. Dette hørte vi hver nat, når vi stod på post oppe på fæstningsmuren."

En dag overtalte han sammen med to kammerater en præst til at lade dem komme ind i templet og se, hvad det indeholdt. Han skriver: "der var intet at se derinde, uden de 6 afgudsbilleder på hver side, de tre højeste guder foran gavlen, det herligt smykkede alter og de nævnte tempelskøgers dragter."

fig. 2. En af "afguderne" som Jon Olafsson beskriver fra sit besøg i templet.

Vagttjenesten på Dansborg kunne være hård og kedelig. Efter et besøg af en general fra Tanjore blev alle, også soldaterne, trakteret med vin. Det fik følger, om natten fandt den vagthavende officer tre soldater sovende på deres post. De blev dømt efter reglerne til døden for deres forseelse. Da mange soldater imidlertid var døde i vinterens løb, og man manglede folk, besluttede retten på fortet, at der skulle trækkes lod og at kun en skulle skydes. Da den stakkels uheldige soldat stod bunden ved pælen med bind for øjnene og hans kammerater stod klar til at skyde ham, blev han benådet af generalen. Der har åbenbart været stærk mangel på soldater på det tidspunkt.

Jon Olafsson siger lidt om pengeforholdene i Trankebar. Lønnen var 10 - 13 daler om måneden for en soldat. Når man vekslede en spansk daler, fik man 10 fanoer udbetalt hos de handlende på torvet. Fanoen var en lille sølvmønt på omkring 2.5 g. Fanoen var på den tid lig 86 Kas. Kas var en lille lokal skillemønt af kobber eller bly. Jon Olafsson oplyser, at en Fano havde samme købekraft i Indien, som en rigsdaler havde hjemme. Han oplyser også, at en Fano er lig 11 danske skilling. Dette sidste passer dårligt med vægtforholdene.

De danske i Trankebar kunne ikke slå mønter i sølv og guld uden Naikens tilladelse, og den fik man først langt senere i 1730. Derimod kunne de slå Kas i bly og kobber, og det gjorde man i de 225 år, der var danske i Trankebar. I starten lavede man Kas af bly, senere af kobber.

Naiken af Tanjore var hersker i landet, hvor Trankebar ligger. Han opkrævede afgifter af de danske og forventede også at få passende gaver. Jon Olafsson beskriver de besværligheder, man havde med Naiken. På et tidspunkt anmodede Naiken om at få tre vognladninger bly. Da det blev afslået erklærede Naiken den traktat for brudt, som gav de danske ret til at være i Trankebar. Han lod nu sin general Calicut belejre Trankebar.

Ifølge Jon Olafssons var Calicuts hær på 40.000 mand, 1.000 elefanter, 1.000 heste og 1.000 kameler. Tallene er sikkert stærkt overdrevne, men det har nok været en stor hær og det så sort ud for de få danske i Trankebar. Den danske styrke var nede på 30 mand. Da det så mest sort ud, og Calicut forberedte sig på at angribe, ankom skibene Perlen og Jupiter fra Danmark med forstærkning, og Calicut opgav sin belejring.

Roland Crappe, som var guvernør, havde været i Danmark og var med Perlen tilbage til Trankebar. Han havde gode forbindelser til Naiken. Han drog nu til Naiken i Tanjore med kongens gaver: to kobberkanoner prydet med billeder af mennesker, et portræt af Christian den Fjerde og en opredt seng. Han fik bilagt striden med Naiken.

fig. 3. Rejser i Indien, som Roland Crappes tur til Naiken i Tanjore, foregik i palakiner som denne.

Jon Olafsson var udtaget til turen med Roland Crappe til Tanjore, men han måtte blive i Trankebar med blodgang (dysenteri). Han fortæller en del om hoffet i Tanjore. Naiken har 600 friller i sit harem. Når han dør, bliver nogle af hans kvinder overdraget til sønnen. De øvrige bliver brændt sammen med ham. Fra historiske kilder ved man, at da Naike Ragnato døde den 25 november 1626, blev 119 af hans kvinder brændt sammen med ham.

fig. 4. Enkebrænding i Indien som den der fandt sted den 25 november 1626, da 119 af Naikens kvinder blev brændt sammen med ham.

Jon Olafsson valgte at rejse hjem med Perlen. Før afrejsen fra Trankebar, blev han alvorligt såret da der var gløder i en kanon, som han skal lade. Perlen påbegyndte hjemrejsen fra Trankebar den 24 september 1624. Rejsen blev lang og farefuld. Skibet kom i hård storm og mistede mast og ror. Man nåede først havn i Irland i juni 1625. Først den 30 juli 1626 nåede Perlen tilbage til København med ladningen i behold.

Skibene, som omtales af Jan Olafsson, er Christianshafn, Vandhunden, Perlen og Jupiter. Der findes mønter fra tre af disse.

Christianshafn

Christianshafn var et skib på 180 læster(ca. 400 t). Det var købt for 10.500 rigsdaler og var til rejsen udrustet for 56.000 rigsdaler. Christianshafn rejste fra København den 8. oktober 1622. Det rejste fra Trankebar den 15 september 1923 og var tilbage i københavn den 27 maj 1924. Ladningen bestod af 400 tønder peber og en del lærred. Det var en kostbar last.

Christianshafn nåede yderligere to gange til Trankebar.

Mønten DANISBORG CHRIS TIANS HAFN stammer fra et af de første to ophold i Trankebar.

foto 1. DAN ISBOR G CHRIS TIANS HAFN

Perlen

Perlen var en pinasse på 500 læster. Den blev købt for 21.500 rd. Hertil kom udrustningen af Perlen og Jupiter tilsammen for 110.000 rd. Perlen var det største skib, som kom til Trankebar i Christian den Fjerdes tid. Perlen afsejlede sammen med Jupiter fra København den 27 marts 1623. Man nåede Trankebar den 15 marts 1624.

foto 2. DAN NISB ORG PER LEN

Jupiter

Jupiter var en jagt. Den var vurderet til 2.300 rd. Den forlod sammen med Perlen København i marts 1623.

Mens man ventede på, at der blev samlet en ladning til hjemrejsen, sendtes Jupiter på en handelsmission til Macassar på Celebes.

Efter en vellykket tur til Macassar og Bantam strandede og forliste Jupiter i Bengalen. 45 mand druknede, kun 8 mand af besætningen reddede livet og en rig ladning gik tabt. Denne stranding var et hårdt slag for kompagniet, som led under mangel på mandskab og kapital.

foto 3. DAN NISB ORG IVP TER

Mønterne fra Trankebar er i dag en af de mest hådgribelige kilder til historien om den tid da Danmark havde besiddelser i Indien.

(Møntsamleren 2/1998 side 29-34)


Tilbage